Der er brug for pædagogisk selvrefleksion

Efter de afslørende tv-dokumentarer (på DR og TV2 i foråret 2019) er det tydeligt, at der er brug for, at den pædagogiske verden kigger indad og tør udpege de brodne kar, for det er ikke kun et spørgsmål om normeringer.

Forestil dig: Fem af syv dage skal du på et arbejde, du ikke selv har valgt. Det foregår i et kontorlandskab, hvor alle snakker højt. Du har ingen pauser, og dine chefer vil bestemme det meste over dig: spisetid, tissetid, arbejdstid. Tilføj så dertil, at du ikke aner, hvornår du skal hjem – for du kan ikke klokken.

Det er hverdagen for de fleste danske småbørn, som er verdensmestre i at indrette sig – de accepterer præmissen. Men børn, der er udfordrede i det ikkeselvvalgte institutionsliv er ikke på arbejde – de er på overarbejde. Tal fra Stressforeningen viser, at op imod én af fem børn i børnehaverne er belastet af stress, og det kan have store individuelle og samfundsmæssige konsekvenser. Børnenes signaler må tages alvorligt.

Når det ikke sker, ender vi i værste tilfælde der, hvor både DR og TV 2 igennem to dokumentarer for nylig har taget os hen. Grumme billeder fra institutioner, som vi ikke ville anbefale til vores værste fjende. Udsendelser, som giver ondt maven. Alle er kommet op af stolene med tårer i øjnene. Massive forældredemonstrationer, pædagogernes røst og politiske debatter har vist os, at børnelivet er sat øverst på dagsordenen i manges bevidsthed.

I diskussionen flyver følelserne rundt – sammen med alt det mudder, der kastes. Og ovre ved håndvasken står køen af folk, der klapper hinanden på ryggen og taler om, at det må være nogle andres skyld og ansvar. Der blødes op, så ingen bliver såret. Men følelserne og mudderet slører, og det gavner ikke børnene. For børnene kan kun se magtesløse til på sidelinjen, selv om det nok er dem, der er klarest i spyttet her: De vil have nærværende voksne. Men desværre viser en ny undersøgelse fra Børnerådet, at 85 pct. af børnene oplever, at de voksne i børnehaven mest går rundt og holder øje med børnene, holder møder og snakker med andre voksne.

For børnenes skyld bliver vi nødt til at diskutere de brodne kar – med udgangspunkt i fakta og ikke voksenfølelser. Vi ved, at kvaliteten af barn-voksen-relationen har ekstremt stor betydning for børnenes udviklingsmuligheder. Barnet er dybt afhængigt af, at dets omsorgspersoner kan tolke på barnets signaler og handle ud fra dem, så barnet får mulighed for at opbygge et stærkt selvbillede. Det er vigtigt, for det er i de helt tidlige år, at der udvikles færdigheder som selvstændighed, tillid, koncentration, samarbejdsevne, selvregulering, evnen til at danne venskaber og til at leve op til samfundets sociale normer. Færdigheder, der er essentielle for at være menneske.

 Bliver barnet ikke mødt ligeværdigt af en voksen, føler det sig ikke værdigt. I værste fald er udfaldet en stor gruppe af såkaldte glasbørn. Børn, der er skrøbelige som glas, fordi de er vant til at kæmpe om de voksnes positive kontakt. Det har konsekvenser. Tal fra Stressforeningen viser, at op imod én af fem børn i danske børnehaver er belastet af stress, og vender vi os mod de unge, peger alle tal på, at også en stor del af dem går rundt med blødende sår på psyken.

Hvornår indser vi den kobling, der er, imellem svigt i de tidlige år og konsekvenserne?

Der er brug for en diskussion, hvor alle ser indad i stedet for at pege rundt i vildskab. Det kræver selvrefleksion og indrømmelser – og det er ikke rart at se på sine egne fejl. Men hvor ville det klæde alle – fra nederst til øverst – at være modige nok til at indrømme, hvis de fejler og påtage sig ansvaret. For det dur ikke, når de voksne selv diskuterer som børn.

Pædagoggerningen er et benhårdt håndværk, som man skal være stolt af. Vi bør alle hylde de faglige, kvalificerede pædagoger og medhjælpere. Vi er ikke i tvivl om, at de findes – for vi forældre møder dem hver dag i institutionen og fornemmer det gennem vores børn.

 

 Det er dem, der inspirerer og udfordrer hinanden. De forstår at prioritere anerkendelsen og relationen mellem barn og voksen. De interesserer sig for, hvad der ligger bag barnets adfærd. De evner pædagogisk (selv)refleksion og har en faglig nysgerrighed. De skælder ikke ud eller siger »kæmpe egoist« til vuggestuebørn. De ved, hvad der er vigtigst, når valget står mellem at tørre borde af eller trøste et barn med en klemt finger.

Værdierne og den faglige viden må være på rette sted. Det samme gælder omsorgen og den anerkendende tilgang. »Det har vi ikke tid til,« siger nogen. Men forskning viser, at anerkendelse frigiver tid, hvorimod underkendelse og skældud tager tid – på den lange bane. Her har den enkelte pædagog et ansvar. Det tager ikke længere tid at smile end at se sur ud. Der er lige så mange ord i »mor er på arbejde, slut. Du skal tie stille nu! Du er en kæmpe egoist« som i »åh, blev du ked af, at mor gik? Kom og sid lidt her hos mig«.

Ingen siger, at en pædagog skal være fejlfri, når hverdagen strammer til. Men pædagoger, der mestrer at se barnet ud fra en grundlæggende anerkendende livsholdning, og som har faglig indsigt i børns udvikling, ville ikke finde sig i at arbejde i institutioner som dem, vi så i tv. Eller finde sig i at »blive hårde«, som en af pædagogerne udtalte. De ville løbe eller protestere, for de ville vide, at konsekvenserne for børnene er for store. Pædagoger landet over må have modet til at diskutere, reflektere og påpege hinandens fejl. Der findes bekymrende tal fra Bupl, der viser, at hver anden pædagog ikke vælger at ytre sig, når de oplever kritisable forhold i institutionen. Hvordan skal vi hæve kvaliteten, hvis ingen tør råbe højt?

Det kræver en ledelse, der tør sætte en tydelig anerkendende retning. En ledelse, der stiller krav, sikrer fælles faglighed og en god kultur – og prioriterer tid til refleksion. Som har modet til at blive upopulære, at påtale og måske endda afskedige de ansatte, der mangler det nødvendige værdisæt og børnesyn. Det skal være fagligheden og ikke voksenfølelserne, der sætter dagsordenen. »You can’t make everyone happy, you’re not pizza,« som man siger.

Taler vi om det mod, der burde være i kommunerne, kan det også være vanskeligt at få øje på. Hvis en leder skaber utilfredsstillende resultater i en hvilken som helst anden virksomhed igennem to år, bliver personen fyret. Det samme burde gælde for lederne af vores dagtilbud. Det er ikke modigt og ansvarsfuldt efter to år at sige: »Der skal ske en opkvalificering.« To år er lang tid i et lille barns liv.

Vi skal også afkræve vores politikere mod og ansvar for de områder, vi har betroet dem. De skal sikre, at normeringerne er tilfredsstillende. For selv den dygtigste pædagog eller medhjælper har kun to hænder. Men normeringer gør det ikke alene, for hvis de pædagoger, der ansættes, er ukvalificerede eller bruger halvdelen af arbejdstiden på bureaukratiske opgaver, hvor godt er pengene så brugt?

Det skal sikres, at kun mennesker med både hjerte og hjerne på rette sted bliver optaget på den uddannelse, der sender pædagoger ud for at varetage verdens vigtigste job. Kvalitet hænger ikke kun sammen med antallet af varme hænder, men antallet af kvalificerede varme favne, som børnene kan falde ind i, når deres lille store verden vælter omkring dem. Derudover må arbejds- og lønforholdene selvfølgelig være sådan, at pædagogerne faktisk har lyst til at være pædagoger.

Forældrenes mod og ansvar må heller ikke glemmes. Vi må prioritere tid og penge, stille krav og engagere os i vores børn og deres institution. Være kritiske, hvor det er nødvendigt, og forvente, at den vare, vi betaler for, er i orden. Ligesom vi gør det med alt andet, vi køber. Hvorfor er vi mere large, når det gælder vores kæreste eje?

For prisen for ansvarsfralæggelsen, skyklapperne og rygklapperiet er høj. Ikke kun for børnene, men også samfundsøkonomisk. Nobelpristageren James Heckmans forskning viser, at der, hvor pengene er bedst investeret i samfundet, er hos børnene – jo tidligere investering, jo større udbytte. Og helst i de første 1.000 dage – herefter bliver det kun dyrere. Vi er nødt til at være de voksne, se indad og tage ansvaret for børnene. Det skylder vi Danmarks fremtid.

Kronik udgivet i Jyllands-Posten, 12-06-2019
https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11438940/der-er-brug-for-paedagogisk-selvrefleksion/

TV2 dokumentar (artikel)