Send børnene ordentligt afsted, eller lad være. Alt andet er utopisk og i værste fald skadeligt

Måltidssituation i børnehaven før Corona

Det er bekymrende at se, hvordan der udelukkende fokuseres på den sundhedsfaglige og økonomiske del, når man lader små børn agere fronttrop og møde op til en hverdag, de ikke forstår.

Debatindlæg i Politiken: 14. Apr. 2020


Se et børnehavebarn for dig – en typisk 3-årig. En, der gør, hvad du siger. Som spritter hænder og er smaddergod til at holde afstand. Som siger: »Er du sød at nyse i ærmet?« til Villum på fire et halvt år. Ser du et barn, som gerne sidder to meter fra sine venner til frokost? Bordskik har jo alle dage været småbørns spidskompetence – eller? Er det ikke billedet, du ser?

Ser du i stedet et af de der små, kontaktsøgende, nysgerrige, urolige, uforudsigelige og uhygiejniske mennesker? Som slikker på ting, andre børn og 11-tallerne på sig selv? Som græder ofte – med tårer og snot?

Har du det billede? Super. Gang det med 5-7 stykker, som du som pædagog nu har ansvaret for i et område med mange regler. Børnene må ikke blande sig med de andre børn, som de har savnet i en måned. De skal spise madpakke med afstand. Lad os håbe, at du har brugt hjemmetiden på at gro dig et par gevaldige lange arme. Du kan trøste børnene –men du skal helst undgå fysisk kontakt.

Forvirringen er total. Husk også at vaske legetøjet og alle overflader to gange om dagen. Og tag nu lige ja-hatten på.

Det er dit arbejde fra onsdag, og du aner ikke, hvor længe du skal arbejde under disse forhold. Heldigvis er du en sej hund – du er vant til udfordringer.

"Alle må ofre sig – og børnene først.
Dem, der forstår mindst, og som lettest bliver skræmt"

Værre kan det være for børnene, som du modtager efter lang tids adskillelse. Nogle børn vil nok være utrygge ved ændringerne og coronastemningen, der smitter værre end forkølelse. Sundhedsstyrelsen beroliger med en film til børnene.

»Vi skal stadig passe godt på, så corona ikke finder os«, siger barnet i videoen.

Okay, så corona er lidt som gemmeleg? Bare den, hvor nogen dør, når vi bliver fundet?
Småbørn har ikke en hjerne, der kan forstå, hvad hverken covid-19 eller reglerne er. Men de har hørt, at nogen dør. At man ikke må se Bedste.
En ting er de dog eksperter på: at opsnappe en stemning og afkode, om der er fare på færde. Det eneste våben, de har mod angsten, er en tryg favn hos en nærværende voksen. Så det skal du også være.

Hvordan er alt dette foreneligt med restriktionerne, tænker du måske? Det er det ikke. Men alle må ofre sig – og børnene først. Dem, der forstår mindst, og som lettest bliver skræmt.
På pædagogernes fagforenings hjemmeside kan de heldigvis få hjælp – for eksempel med følgende råd:

»Prøv at berolige barnet ved hjælp af fakta«. For fakta har børn jo altid været ret vilde med.

»Ingen is i dag, skat, det er usundt«. Barnet: »Når du siger det på den måde, så o.k.«. Sagde ingen 3-årig, nogensinde.

Men skal børnene ikke også bidrage og udvise lidt samfundssind? Det er der da ingen, der tager skade af? Eller hva’?

Svaret er jo, det er der risiko for. Er barnet utrygt, har det brug for, at der er en tilgængelig og opmærksom voksen. En, der er til rådighed, rolig og ikke farer rundt. Men hvordan er betingelserne for at udføre den opgave med restriktionerne oveni? Med børn, der i forvejen er på en hård opgave efter ugelang adskillelse, hvor tilknytningen skal repareres? You do the math.

Samfundssind vil sige at passe på hinanden. Det gør vi ved at tage afstand og ansvar. Men ud fra hvad vi ved om børn, så er det ikke ansvarligt. Det er bekymrende at se, hvordan der udelukkende fokuseres på den sundhedsfaglige og økonomiske del, når man lader små børn agere fortrop og møde op til en hverdag, de ikke forstår.

Er omsorgen og børneperspektivet delvist annulleret for en tid? Skal fysisk sygdom gå forud for psykisk mistrivsel? Hvem taler børnenes sag?

"Børn er nogle herlige, små grisebasser, der smager på verden. Og det skal de"

Små børn er sårbare og fuldkomment voksenafhængige. Små mennesker, som ikke kan sige fra. Derfor kan vi ikke tillade os – på deres vegne – at trække på skulderen af den tryghed, som er deres psykologiske ilt – og personalets vigtigste opgave. Det er derfor, det hedder ’kerneopgaven’. Kan den udføres med en spritdunk i den ene hånd, en løftet pegefinger og ellers et øje på hver finger? Umuligt.

Søren Brostrøm forklarede, at børn ikke forventes at kunne overholde reglerne. Men hvorfor så lave dem? Skal mor og far af sted på arbejde? Skal børnene være børn? Så må de ansvarshavende også være voksne og tage ansvaret for den politiske beslutning, det er at genåbne på den måde.

Opfordringen er, at man ikke gør kuren værre end sygdommen. Send børnene ordentligt afsted, eller lad være. Alt andet er utopisk og i værste fald skadeligt.

Børn er nogle herlige, små grisebasser, der smager på verden. Og det skal de. Vi skal selvfølgelig passe på smitten – men vi skal også passe på børnene og deres tillid til de voksne, som præger dem langt ind i voksenlivet.