Ud med skældud og forråelse. Ind med høj faglighed, omsorg og tid

Tager vi ikke barnets tidlige år seriøst, bliver det kun mere besværligt – og dyrt. Det er alvorligt, for børnene tager dårlige oplevelser med sig ind i voksenlivet. De holder op med at elske sig selv – og med at passe ind.

Kronik udgivet i Jyllands-Posten, 03.Oktober 2019

Kender du det? Du sidder på arbejdet og har lavet en brøler – en rigtig møgfejl. Du har haft en  dårlig dag. Du ved godt selv, at du har fejlet. Det er en fejl, der ender med at gå ud over dine kollegaer og du har ondt i maven. Ind af døren kommer din chef og giver dig en god, gammeldags skideballe. Alt for højt. ”Hvad i al verden tænker du på? Jeg vil ikke se på den opførsel! Og sid ikke der og se så sur ud! Hvor tit skal jeg sige det?”. Foran alle dine kollegaer. Ydmygende. Kollegaerne bliver stille. Nogen kigger ned i bordet, andre skuler til dig. Herefter sender chefen dig ind i et rum ved siden af, og her kan du blive, til du er blevet ”god igen”. 

Efter den skældud og time-out har du det meget bedre. Det medførte, at du nu virkelig er skarp på, hvad fejlen drejede sig om. Du arbejder styrket videre med forvisning om, at du gør det bedste du kan, at du vil gøre det bedre næste gang - og ikke mindst, at du er god nok, som du er. 

Kender du det? Nej, det gør jeg heller ikke. Og det er faktisk ingen, der gør. 

Prøv nu at læse ovenstående teksten igen, men udskift ordet ”arbejde” med ”børnehave”, ”dig” med ”barnet”, ”chef” med ”pædagog” og ”kollegaerne” med ”de andre børn”. Så har du en ide om hvor jeg vil hen.

Som voksen kan man finde sig en anden arbejdsplads, en bedre chef og nogle andre rammer, hvor der sættes pris på ens tilstedeværelse og arbejdsindsats. Det kan børnene ikke. De er magtesløse.

Børn Vilkår har for nyligt offentliggjort en rapport, der netop peger på, at der er alt for meget skæld ud i de danske børnehaver. De voksne mister besindelsen og hæver stemmen, når børnene træder udenfor børnehavens rammer og struktur. Faktisk oplever 6 ud af 10 børn at blive skældt ud – ofte eller engang i mellem. Hertil må lægges den følelsesmæssige påvirkning, det har på de børn, der er vidner til, når der skældes ud på andre børn. Det kan ifølge lektor og børneforsker Erik Sigsgaard på sigt have den effekt, at børnene begynder at mobbe hinanden. 

De fleste af os husker sikkert også følelsen af at blive skældt ud som barn. Vi fik mavepine og forsøgte at undgå de voksne. Vi prøvede at rette ind og opføre os ordentligt – ikke af respekt, men af frygt. Når der huskes tilbage, er der nok ingen af os, der erindrer, at skæld ud hverken gavnede vores selvværd, tillid til egne evner eller lysten til at samarbejde. Tværtimod var det nedbrydende og fodrede den stemme i hovedet, som mange voksne stadig bakser med: ”jeg er ikke er god nok, som jeg er”, ”det ikke er i orden at lave fejl”, ”jeg må ikke være vred, uperfekt eller falde udenfor fællesskabet”.

Det var en anden tid, siger man. Og det kan der være noget om. Dengang bar mange voksen-barn relationer stadig præg af fortidens kæft, trit og retning-tankegang. Simpelthen fordi man naivt troede, at det var sådan man på sigt skabte hele mennesker og undgik uopdragne børn. 

I dag ved vi, at intet kunne være mere forkert. Vi er takket være massiv forskning og erfaring blevet meget klogere på børns udvikling og de voksnes rolle i den forbindelse. Vi ved, at børn gør, som vi gør - og ikke som vi siger. Ingen får lyst til at svare pænt, når der tales grimt. Ingen vokser af at blive råbt af og gjort små. Vi ved, at skæld ud er nedbrydende for selvværdet og at der ikke er nogen, der bliver robuste af at blive nedgjort eller få en time-out. 

Forskningen er altså entydig: skæld ud gavner aldrig børns udvikling, robusthed, selvværd eller tilliden til de voksne. Det virker simpelthen ikke og det tager tilmed længere tid. Børnene hører ikke, hvad der bliver sagt, men kun angrebet og ydmygelsen. Børn lærer altså ikke at opføre sig pænt eller få respekt, når vi behandler dem respektløst.

Tværtimod peger alt på, at omsorg, nærhed, forståelse, anerkendelse og trygge, ligeværdige relationer til voksne er svaret på, hvordan vi hjælper børnene bedst på vej. At først når et barn føler sig forstået, kan det begynde at forstå sig selv.

Vi er blevet klogere hvad angår den pædagogiske psykologi. Så hvad er vores undskyldning for at reproducere tidligere tiders fejlslagne forsøg på adfærdsregulering i konsekvenspædagogikkens hellige navn? 

Et svar kan ifølge psykolog Dorthe Birkemose findes i begrebet: forråelse. Begrebet rummer en menneskelig reaktion på, at vi bliver afmægtige, slidte eller er under pres. Det er, når vi bliver mere kyniske, rå og ligeglade med andres følelser. 

Forråelse er en naturlig overlevelsesstrategi og de fleste genkender den. Som når du fx kommer til at bøje din egen moral i en gruppe, hvor i kommer til at nedgøre, kritisere og bagtale en anden person. Du hopper med på vognen - også selvom du ikke kan stå inde for det. Afmagten og frygten for at blive udelukket fra fællesskabet, betyder, at du går på kompromis med dine grundværdier om ikke at nedgøre andre mennesker. Det er en kultur der opstår i grupper - en ond spiral.

Forråelsen kan også opstå i andre grupper, hvor presset er stort. Fx når de arbejder under betingelser, som dem, vi ser pædagogerne giver udtryk for: alt for få voksne til for mange børn. Resultatet bliver frustrerede voksne, der sætter hårdt mod hårdt, kritiserer, skælder ud, glemmer sin faglighed, laver flere regler eller ignorerer børnene. Dermed skabes der i børnehaven en forrået kultur - også selvom den enkelte pædagog måske går på kompromis med egne værdier. 

Hvis årsagen til den hyppige skæld ud stammer fra en forrået kultur i børnehaven, må vi stoppe med kun at tale om de enkelte pædagoger som ansvarsbærende. Om ”dårlige pædagoger” og ”onde mennesker”. Ingen bliver ansat i en børnehave med den hensigt at skælde børn ud dagen lang. Det er der ingen der bryder sig om – det ved alle, der har prøvet at skælde et barn ud. Det er måske også derfor, at man i mange sammenhænge kan støde ind mennesker, der giver udtryk for at forstå pædagogerne og som forsvarer de forråede handlinger: ”Hvem ville ikke komme til at skælde ud med de betingelser, der er på pædagogernes arbejdspladser?”

Men her må vi stoppe os selv. Forråelsen kan forklare, men ikke forsvare skæld ud - hverken etisk eller fagligt. De forråede handlinger må aldrig legitimeres. Men vi kan bruge begrebet til at komme på sporet af en konstruktiv og løsningsorienteret indsats i kampen mod forråelsen.

Den dårlige nyhed er, at der ikke findes nogen quick-fixes. Vi kommer ikke langt hverken med øget kontrol, fordømmelse, ressourcer eller ved at fyre enkelte ansatte. Det eneste våben, vi har i kampen mod forråelsen er selvindsigt og faglig magt – pædagogernes faglighed.  Pædagogerne er ikke bare ”voksne i børnehaven”. De har en uddannelse indenfor området, de er fagpersoner og det gør, at de bør have rette værktøjer. 

Problemet er bare, at pædagogerne ifølge undersøgelser er udfordrede på fagligheden. Tænketanken DEA peger på, pædagoguddannelsen mangler kvalitet, hvilket går udover pædagogernes evne til at reflektere fagligt over eget arbejde og sætte fagligheden i spil sammen med børnene. Når pædagogerne forlader skolen, har de ikke simpelthen ikke de nødvendige forudsætninger for at udføre arbejdet tilfredsstillende. Det er et reelt problem i kampen mod forråede kulturer og dermed et problem for børnene – som er Danmarks fremtid. 

Spørgsmålet er, hvorfor vi vil acceptere, at dem, der er vores børns kilde til omsorg ikke har den nødvendige faglighed og dagligt skælder ud på vores børn? Prøve at tænk problemstillingen ind i en anden kontekst. Lad os forestille os, at man på sygehusene generelt ser, at kirurgerne alt for ofte laver fejl, glemmer instrumenter inde i patienterne eller dagligt doserer medicinen forkert. Patienterne dør ikke, men de får livsvarige men. Lad os så forestille os, at vi sammen sagde: ”Husk, at der findes masser af gode læger derude. De gør sikkert alle sammen det bedste, de kan” og ”Fejlene skyldes kun, at der er for få læger”. 

Måske er det sandt. Men ville vi acceptere, at disse forhold forblev uændrede? Nej, det lyder absurd. Den slags svigt ville ikke blive accepteret – det er jo levende mennesker vi har med at gøre. Ikke desto mindre er det meget lig det, der sker i daginstitutionerne. Her har vi bare ikke med patienter at gøre, men med små børn, der ikke evner, at protestere eller fortælle nuanceret om deres oplevelser. 

I kampen mod forråelsen må vi hæve den faglige barre. Vi må have helikopteren i spil og se på området i et større perspektiv. Selvfølgelig skal pædagogerne uddannes ordentligt, når nu de skal ud og bestride et af de vigtigste erhverv vi har i landet. Og selvfølgelig skal normeringerne og forholdene være tilfredsstillende – hele dagen.

Derudover hviler der et tungt ansvar på lederne, der må gå forrest ved at skabe et fælles sprog, høje standarter i relationen til børnene og en forståelse fo,  hvad pædagogisk kvalitet er. En høj kvalitet, der kan give sig til udtryk gennem et fælles mantra i institutionen, der kunne hedde: “I vores børnehave ved vi, at de voksne har ansvaret for stemningen i huset og i relationen til barnet. Her skælder vi ikke ud. Vi ser børn som ligeværdige – ikke ligestillede - medmennesker. Vi ved, at børns adfærd har en årsag og alle børn gør det bedste, de kan. Vi trøster børnene, og lytter til, hvad de har at sige, sætter os ind i barnets oplevelser og hjælper i konflikter. Vi arbejder ud fra et barneperspektiv – for det er børnenes børnehave og vores ansvar”.

Lederne må spotte faresignalerne i den forråede kultur, turde stille kritiske spørgsmål, have tålmodighed og sætte en tydelig faglig retning. Lederen må styrke en kultur, hvor enhver, der træder ind eller ansættes i børnehaven, ikke er i tvivl om standarderne og fagligheden i huset. 

Det er lederens ansvar at sætte rammerne for en børnehave, hvor der fælles værdier, men samtidig plads til åbenhed og selvrefleksion. Det handler også om, at give pædagogerne konkrete redskaber, som sætter en retning - men ikke kvæler pædagogernes eget initiativ.

Har lederne ikke disse kompetencer eller oplever udfordringer ved at støtte omsorgstrætte pædagoger, bør lederen have mulighed for supervision af en ekstern fagperson, der ikke selv er en del af den forråede kultur og som kan sætte spørgsmål til den kollektive tankeløshed. 

”Det for besværligt”, vil nogen tænke. ”Alt for høje krav. Opgaven er for stor og det bliver ubehageligt”. 

Hertil kan der kun svares ja. Ja, det er en stor opgave at få de små børn godt igennem de første afgørende leveår - især under de betingelser, der er stillet til rådighed for familierne og børnehaverne i dag. Børn er børn, og der skal tid og megen øvelse til at udvikle sig fra barn til voksen. Og barnet har i hele processen brug for hjælp og trygge voksne – ikke skæld ud.

Til gengæld er det helt sikkert, at tager vi ikke barnets tidlige år mere seriøst, bliver det kun mere besværligt for os selv – og dyrt. Det er faktisk ret alvorligt, for børnene tager disse oplevelser med sig ind i voksenlivet. Ikke ved, at de begynder at hade de voksne – nej, de holder op med at elske sig selv - og med at passe ind.  Fx når barnet kommer op at slås i skolegården, fordi de sociale kompetencer er fraværende. Eller når teenageren er selvskadende, fordi hun aldrig har lært at udtrykke og dele sine følelser. Når 12-tals pigen tror, at kun det perfekte resultat er godt nok, fordi hun har været vant til, at der slås hårdt ned på fejl, og at hendes eksistensberettigelse er hendes bedrifter. Når den voksne bedøver sin følelser med rusmidler, fordi han aldrig har lært at tale om sit indre liv. Når den kriminelle er ligeglad med autoriteter (og sig selv), fordi tilliden til at nogen lytter ikke er rodfæstet. 

Tænker vi os om, ved vi jo godt, at vi ikke bliver bedre mennesker, hvis vores chef skælder os ud og ydmyger os foran vores kolleger på kontoret. Det bliver børn heller ikke, når de får skæld ud i børnehaven. Derfor må opfordringen lyde: ud med skæld ud og forråelse. Ind med høj faglighed, omsorg og ligeværd. Og krydr det med Astrid Lindgrens kloge ord: Giv barnet kærlighed, mere kærlighed og endnu mere kærlighed, så kommer de gode manerer af sig selv.